• Home   /  
  • Archive by category "1"

Iscenesat Virkelighed Essay

Når Sporløs drager ud i verden for at forene familiemedlemmer, er det iscenesat teater. Filmholdet har allerede fundet dem, det søger. Når annoncehajer og firmafuskere konfronteres med deres ofre i Kontant, er det konstrueret virkelighed. De dramatiske møder er nøje planlagt i forvejen. Og når seks mennesker med forskellige kulturelle baggrunde udveksler fordomme i Gør Danmark Dansk, er det en kalkuleret mediebegivenhed. Kultursammenstødet er sat i scene af redaktionen.

Hver dag præsenteres vi for journalistiske programmer, der med lån fra fiktionens store værktøjskasse forsøger at pumpe nyt liv ind i den populære dokumentargenre. Det er en international tv-trend, den har stået på i årevis, og den dyrkes af både DR1 og TV 2.

Men i den forgangne uge blev der pludselig sat spørgsmålstegn ved den vante praksis, da DR’s nyhedschef Ulrik Haagerup med umisforståelig klarhed slog fast, at dokumentarfilm, der baserer sig på iscenesættelse, slet ikke er journalistik.

»En dokumentar i almindeligt journalistsprog betyder, at man følger og registrerer virkeligheden. Man forsøger at afdække virkeligheden. Man forsøger ikke at konstruere den,« forklarede Ulrik Haagerup.

Hans kommentar faldt, kort efter TV Avisen torsdag havde vist billeder af vrede demonstranter foran retten i Hjørring, hvor bankfolk fra den krakkede EBH Bank sad på anklagebænken. Demonstrationen var arrangeret af Larm Film, der var i gang med at producere en dokumentar for netop DR – men i indslaget i TV Avisen blev demonstrationen fremstillet som den skinbarlig virkelighed. Det var selvfølgelig en fejl, og den krævede en berigtigelse. Men for nyhedschef Ulrik Haagerup var en berigtigelse ikke nok – han gik skridtet videre og erklærede krig mod iscenesat dokumentarisme over en bred kam.

»Det er en fiktiv demonstration, som skal give indtryk af en folkestemning. Men så viser det sig, at det er produktionsselskabet, der er initiativtager, igangsætter og facilitator på sådan et folkeligt udtryk. Det er ikke i orden,« slog han fast.

Journalistiske konstruktioner

Men dét synspunkt holder ikke til en nærmere virkelighedstest, mener professor i medievidenskab på Københavns Universitet Ib Bondebjerg. Langt de fleste fakta- og dokumentarprogrammer gør nemlig allerede brug af journalistiske konstruktioner.

»Det at eksperimentere med iscenesættelse af virkeligheden for at komme dybere ind i virkeligheden er historisk set en utrolig almindelig fremgangsmåde inden for både amerikansk, britisk og dansk public service,« siger Ib Bondebjerg, der i 2008 udgav bogen Virkelighedens fortællinger, den første samlede fremstilling af dansk tv-dokumentarismes historie. Han forklarer, at fiktionsmidler og dramatisering har været en fast del af DR’s egen programproduktion, lige siden Poul Martinsen i 1969 satte rockere og hippier sammen for at bygge en bro.

Der var tale om et socialpsykologisk forsøg på at afprøve tesen om, at samarbejde kan være med til at nedbryde fordomme.

»Så at sige, at aktivistisk journalistik ikke har noget med dokumentarisme at gøre, vidner om, at man har et meget indskrænket begreb om, hvad dokumentarisme er og har været historisk,« siger Ib Bondebjerg.

Han giver dog Ulrik Haagerup ret i, at hans eget resortområde, nyhedsafdelingen, som grundregel bør friholdes for fiktive fortællegreb.

»Problemet er, at han også vil afskære fakta- og dokumentarprogrammer fra at benytte sig af dem, og det virker som en meget puritansk og noget overilet panikreaktion. Han skulle have holdt sig til, at TV Avisen har begået en fejl, og at det er beklageligt,« siger Ib Bondebjerg.

Helt vild melding

Nick Fraser, redaktør for BBC’s prisbelønnede dokumentarserie Storyville, undrer sig også over den danske nyhedschefs tilsyneladende kategoriske afvisning af alternative fortælleformater såsom iscenesættelser og happenings.

»Det er nemt nok for en nyhedschef at afskrive fiktive elementer, for i hans egen kontrakt med publikum, står der sort på hvidt, at han skal levere fakta i ren form hver aften og intet andet. Men for dokumentarister er det mere kompliceret,« siger Nick Fraser.

Han understreger dog, at han ikke hører til den liberale fraktion af journaliststanden, der mener at ’everything goes’.

»Generelt bør man være meget forsigtig med brugen af virkemidler, for hele pointen med en dokumentar er jo at fortælle sandheden og ikke at opfinde den. Men jeg kan ikke se noget principielt problem i, at man arrangerer en konfrontation mellem frustrerede borgere og så de magthavere, som frustrationen er rettet mod. Så længe det tydeligt fremgår af programmet, at det er det, man gør.«

Og dét gør det, understreger direktør for produktionsselskabet Larm Film, Søren Steen Jespersen, der står bag det udskældte program. Den aktivistiske del af dokumentaren indgår som en naturlig del af programmets samlede dramaturgi, siger han. Forlægget til serien stammer fra den anerkendte britiske journalist Tim Samuels’ programserie på BBC, hvor han blandt andet i et af programmerne med en flok hjemvendte soldater invaderer Trafalgar Square for at sætte fokus på Storbritanniens dårlige behandling af sine veteraner. Tim Samuels har også været konsulent på den danske versionering af programmerne – og derfor undrer det Søren Steen Jespersen, at DR’s nyhedschef nu pludselig undsiger den arbejdsmetode, som fra begyndelsen har været kendt – og godkendt – af ledelsen i DR.

»Det er en helt vild melding, som tyder på, at han ikke ved, hvad der bliver produceret uden for hans egen nyhedsredaktion. Der findes ikke et eneste dokumentarprogram i dag, som ikke indeholder en eller anden form for tilrettelæggelse. Fluen på væggen eksisterer ikke længere, for ingen er så dogmeagtige, at de bare blindt følger nogle personer med et kamera og håber på det bedste,« siger Søren Steen Jespersen.

Iscenesatte nyheder

Han peger desuden på, at der også inden for almindelig nyhedsproduktion foregår daglige iscenesættelser.

»Når journalister præsenterer en case, og de gerne vil have ham til at fremstå f.eks. trist og eftertænksom, så instruerer man ham: ’Stil dig ud på altanen og kig på solopgangen. Lav dig en kop kaffe og tænd en smøg. Gå ned til din kioskmand og fortæl ham om dine frustrationer.’ Den form for instruktion foregår hele tiden i hvert eneste nyhedsindslag – også i dem, DR selv laver.«

I det konkrete dokumentarprogram om EBH-bankkrakket er det ifølge Søren Steen Jespersen en integreret del af handlingen, at værten Adam Dyrvig Tatt giver borgerne i Fjerritslev mulighed for at lufte deres frustrationer ved en demonstration, der er arrangeret af filmholdet. Præmissen er lagt åbent frem for seerne.

–Men I er vel stadig med til at skabe en ny virkelighed?

»For mig er der to pejlemærker i det her: For det første skal kontrakten med seerne være klar – det skal tydeligt fremgå, hvad vi gør og hvorfor. For det andet skal de medvirkende kunne genkende sig selv. Vi er ude på et skråplan, hvis folk føler sig pressede til at gøre noget, de ellers ikke ville gøre.«

–Og hvordan sikrer I jer så, at borgerne ikke bare spiller indignerede til ære for jer og kameraet?

»Vi har været i Fjerritslev mange gange og siddet i stuerne og drukket kaffe med folk, mens vi har lyttet til deres oplevelser. Mange har mistet penge, pensionsopsparinger og aktier og er dybt frustrerede over, at de ikke kan få nogle svar fra bankens tidligere ledelse. Alt det er almindelig research. Men vi tilbyder så oveni – og som en del af dramaturgien – at hjælpe dem med at få de ansvarlige i tale.«

–Men er det ikke et problem, hvis vi i jagten på at fastholde seere får bygget så mange fiktionselementer ind i vores dokumentarprogrammer, at virkeligheden langsomt rykker i baggrunden?

»Det er bestemt en relevant diskussion. Tv har udviklet sig meget de sidste 10 år og gør det til stadighed. Jeg har selv lavet klassiske dokumentarer engang – hvor der i øvrigt også foregår masser af iscenesættelse – men det er tydeligt, at der skal mere og mere til for at fastholde folks interesse. Og tv-stationernes interesse. Hvis vi havde lavet en helt klassisk dokumentar om bankkrisen, ville DR formodentlig slet ikke have været interesseret,« siger han.

Fiktionsmidler er en tv-trend

Søren Steen Jespersen mener, tv-koncepter er underlagt samme konjunkturer som tøj og mode.

»Det er trends, der skifter, og i øjeblikket er trenden at gøre programmerne mere aktivistiske. Måske fordi det aktivistiske føles mere autentisk. Der er ikke tale om tunge rekonstruktioner af noget, der er sket for længe siden. Man viser det, der sker lige nu og her – for næsen af os.«

På telefonlinjen fra Storbritannien medgiver Nick Fraser, at trenden inden for dokumentarfilm går i retning af stadig flere fiktionsmidler – men de skal bruges med omtanke, påpeger han.

»Der findes flere gode film som Janus Metz’ Armadillo og Mads Brüggers Det Røde Kapel, der kreativt benytter sig af fiktion for vise virkeligheden frem. Men man kan hurtigt falde i den fælde, der hedder, at det er ligegyldigt, om man skildrer eller skaber virkeligheden – og det er det selvfølgelig ikke,« siger Nick Fraser.

Han mener, den eneste løsning på det evige dilemma er at lave klare kontrakter med publikum.

»Tag nu Mads Brügger, som jeg har stor veneration for, ikke mindst hans serie om Det Røde Kapel. Her fortæller han i begyndelsen seerne, at man i en dokumentarfilm om Nordkorea bliver nødt til at lyve en smule for at imødekomme styret. Kan man det i en dokumentarfilm? Ja, for det er en ærlig løgn. Og resultatet er fantastisk.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

'Den iscenesatte virkelighed’: Dokumentarisme og kreativitet.

CMI sætter fokus på iscenesættelse af virkeligheden og kreativitet i dokumentarfilmen, og vi har fået to garvede dokumentarister til at stille op: Anders Østergaard, senest aktuel med Burma VJ (2008) med over 50 internationale priser bag sig, og nu i gang med 1989 og Anders Riis-Hansen, senest aktuel med Blekingegadebanden (2009) men også med en fortid som dokumentarredaktør i DR’s chefredaktion, og pt. igang med projektet Cirkus (for DFI & TV2).


Panel

Ib Bondebjerg, professor KU, forfatter til Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie (2008), Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm (2012) og Engaging With Reality. Documentary and Globalization (2013, under udgivelse.

Anders Østergaard, uddannet journalist, instruktør, har bl.a. instrueret Burma VJ (2008), Gasolin (2006), Tintin og mig (2004) og Troldkarlen (1999).

Anders Riis-Hansen, instruktør og tv-tilrettelægger, har bl.a. lavet Blekingegadebanden (2009), Diplomatiets fortrop (2004, co-instr.) og Drengene fra Vollsmose (2002, co-instr.).

For ikke så lang tid siden var medierne domineret – endnu engang – af en temmelig ophedet diskussion om ’iscenesættelse’ af virkeligheden. Denne gang var anledningen et indslag i DR’s nyheder, hvor man havde brugt billeder fra hvad der fremstod som en demonstration, men viste sig at være optagelser fra en ’iscenesat’ sekvens til et dokumentar-program, som DR også stod bag. På en måde var det bare en uheldig fejl, men reaktionerne var symptomatiske. Der har også tidligere været diskussioner om hvad man ’kan tillade sig’ i dokumentarprogrammer og film, uden at underminere tilliden til skildringen af virkelighed.

Der er forskel på nyhedsindslag og på egentlig dokumentar, men begge genrer har det til fælles, at ’virkeligheden’ hele tiden må bearbejdes og redigeres. Man optager jo typisk meget mere end man ender med at bruge, og selv når man er ude på optagelse, så indfanger man virkeligheden i forhold til en idé, en ramme eller et perspektiv for hvad det er for en historie man vil fortælle. Man fortæller ikke bare virkelighed, man fortæller historier om virkeligheden. Den historie bliver til før og under optagelsen, og den bliver også til i klippebordet, når man føjer det hele sammen og bearbejder lyd og billede. Den nye digitale teknologi har udvidet mulighederne endnu mere.

Der findes næppe en dokumentar instruktør som ikke mener at forholdet til en faktisk virkelighed i en eller anden forstand er det der adskiller dokumentaren fra den rene fiktion. Men al fiktion bygger jo også på en form for virkelighed og måske ligefrem virkelige hændelser, og dokumentargenren har vide grænser, når det kommer til måden man iscenesætter virkeligheden og fortæller sin historie.

One thought on “Iscenesat Virkelighed Essay

Leave a comment

L'indirizzo email non verrà pubblicato. I campi obbligatori sono contrassegnati *